Tekst av Paal-Helge Haugen

Bjørnstjerne Bjørnson v/ Paal-Helge Haugen

 

ALT TIL SIN TID

 

Her begynder Norge,

og her begynder jeg.

Gjør mit Sind klart,

saa det gjenspejler Verdens Under!

Gjør mig stor i min Længsel,

men ydmyg i min Gjerning.

 

Våren dufter, synger, flyver...

Himmelen saa lønligt blaa

bag den fine Luft.

Dejligt Vejr idag,

sundt som Pokker!

Jeg har Vind under Vingerne,

jeg kunde stige og fare straks!

Jeg har spist Honning

og befinner mig rasende vel.

Der bliver Digt af dette.

 

Nu vil jeg samle mig

og tale med mit indre Menneske.

Jeg er Digtets Søn!

Jeg rejser i mit Hjærtes Ærinde.

Ingen Mand er min Herre,

naar jeg ikke tillader ham at være det.

Jeg stoler først og fremst paa mig selv

og hvad jeg selv formaar.

Stærk som en Kjæmpe,

rund og lykkelig,

haabefuld og tapper.

Mit Bryst svulmer af Tanker.

 

Men jeg trænger megen Kjerlighed.

Det er underligt at være kjendt

af alle Mennesker som møder mig,

en høist behagelig og skjøn Følelse.

Alle Damers Kjæledægge!

Bergenserne holder af mig!

Hos Boghandlerne kan jeg faa

saamange Penge som jeg vil.

Død og sylte!

Man fejrer og jubilerer,

Damer og Skolelærere,

Champagne og Spektakel.

Bade og springe,

kjæle og synge!

Uroligt blod! Uroligt blod!

Jeg er hæs!

Sveden siler af mig!

Jeg er for meget Digter,

for meget Menneske ogsaa.

Ved du, at jeg har hvide Buxer,

lys Vest, chokolade Hat?

Jeg har kjøbt tre Par Underbenklæder.

Men alt til sin Tid;

her er nu Aandens Tid.

Man lever nu ikke engang blot

for at have det dejligt.

Brystet piber en smule.

Jeg skal lade mig aarelade,

eller finde paa en anden uhørt Galskab.

Drage mig og døbe mig

i Renhedens Væld.

Død og sylte!

Bagvaskelser bryr jeg mig Satan om.

Jeg er saa lykkelig ved at have en Kone,

som er mig selv.

Jeg har tudet af Længsel!

Jeg trænger megen Kjerlighed.

 

Jeg har jo igrunden saa prægtigt Humør.

Jeg har ondt for at huske ondt,

men jeg er ofte skuffet.

Nu bruger jeg ikke mere Briller,

det faar gaa som det kan.

Den Luft, hvori Kunsten lever...

væk! væk! væk!

Balletten sparker og spænder inde i Taagen.

Bravour, Knald og Overfladiskhed,

smaalig Spidsfindighed og Effekt.

 

Samfundslivet hult, Kjærnen er markstukken.

Nu er det som alle har tabt

Troen paa alt.

Penhedens og Loyalitetens Kongealder!

Vi har udmærket os i Søvn.

Onde Øjne og trange Hjærner

udretter en del i Verden.

En rå bande! Brøk-mennesker!

De skal få noget fra mig,

som de minst drømmer om.

Jeg skal Fanden gale mig...

Død og sylte!

Jeg har en Musefælle

og en Tang til at sætte Griser Ring i Trynet.

Her må Klarhed til.

Sålenge mine Ord vækker Forargelse,

er det Kraft i dem.

Her må Klarhed til.

Ingen tænker paa, ingen taler om andet

æn dagens snik-snak og handel.

Norges Storting fatter ikke kunstens betydning,

den dag i dag.

 

Skal Norge bli Stejn, eller skal der gro noget

paa den Stejnen?

Tanke og Handling er ikke det samme heroppe.

Saa meget Hykleri, saa meget Beregning.

Vil man fortryde mig

Tilværelsens Ynde?

Jeg vil en Fremtid

som rækker politiske Storspekulanter

langt over Hovedet.

Sig mig, naar Isen gaar op,

sig mig, naar Træerne knoppes!

Sig mig meget!

 

I Rætferdighed er der Tryghed,

ikke i noget andet.

Tomme for tomme,

folkegrund at staa paa!

Jeg længes, og jeg ruster mig.

Giv mig mine Galoscher

med braadderne paa!

 

Leve det gamle Norge! Leve det ny Norge,

leve alle mine, og mig selv.

I skal erobre Verden, saa sandt I har

Glæde i Sindet.

Jeg skal stræve med mig selv,

det er alt jeg kan love.

Og jeg trænger megen Kjerlighed.

 


Alt til sin Tid er eit Bjørnson-dikt som Bjørnstjerne Bjørnson aldri skreiv. Kvart fragment, kvart ord er henta frå Bjørnsons artiklar, talar og brev (til Karoline Bjørnson, Amalie Skram, Rosalinde Thomsen og Chr. Collin) - utgrave og sett saman på ny, i dag; alt til si tid. Bjørnsons eigne dikt har fått vere i fred, som dei fortener. Ortografien er Bjørnsons eigen, vinglande som den var, men full av megen Kjerlighed.